Sheikh Zayed Mosque – Når du besøger Abu Dhabi, er det et must, at du besøger den store moske Sheikh Zayed Mosque. Det er en af de største moskeer i verden, og den er utrolig smukt udført. Det er gratis at komme ind, og der er gratis guidede ture. Vær opmærksom på, at der er strenge krav til påklædning for både mænd og kvinder.
Den store moske Sheikh Zayed er en af de største og mest imponerende moskeer i verden. Du bør derfor helt sikkert lægge vejen forbi, når du er i området. Det er ikke bare, når du er i Abu Dhabi, hvor moskeen ligger – det gælder også, hvis du er i for eksempel Dubai, der ligger 150 kilometer væk. Det er nemlig en oplevelse, der er værd at rejse for.
Moskeen blev opført mellem 1996 og 2007 og er skabt, så der er plads til hele 40.000 bedende. I den store bedesal alene er der plads til 7.000 personer, mens der i de ”mindre” bedesale er plads til 1.500. Foran moskeen er en imponerende gårdsplads skabt i mosaik, der siges at være verdens største af sin slags.
Hvad kan jeg se i Sheikh Zayed Mosque?
Når du er i Sheikh Zayed moskeen, handler det for de fleste primært om, at de går rundt og nyder det smukke og ekstravagante bygningsværk. Der er virkelig kælet for alle detaljerne og brugt meget tid på at få det til at se smukt ud.
Der er for eksempel et utal af smukke lysekroner og fantastiske dekorerede lofter. Gulvene er mange steder smukke mosaikker eller tæpper, så du kommer til at gå og kigge både meget ned og meget op under dit besøg. Der er kæmpe søjlegange, hvor søjlerne er beklædt med gyldne blade, så de nærmest kommer til at ligne palmer… og meget mere. Et besøg i moskeen er virkelig et bombardement af sanserne.
Du kan bruge så meget og så lidt tid i moskeen, som du ønsker. Det er gratis at besøge den, og du behøver derfor ikke at føle dig forpligtet til at bruge mere tid, end du har lyst til.
Guidet rundvisning
Du er velkommen til at gå rundt i moskeen på egen hånd og kan også låne en e-guide, der kan guide dig rundt og fortælle dig om det, du ser. Du har dog også mulighed for at komme på en gratis guidet tur, og det er en god ide, at du benytter dig af den mulighed.
På turen fortæller uddannede guider dig om moskeen og viser dig alle de spændende steder. Det kan være svært at finde frem til, hvis du bare går rundt på egen hånd, fordi det er et så stort kompleks. Turene tager mellem 45 og 60 minutter, og du har selvfølgelig mulighed for at gå rundt på egen hånd bagefter, hvis du ønsker.
Der er ture flere gange om dagen. Søndag til torsdag er det kl. 10, 11 og 17, fredag er det kl. 17 og 19, og om lørdagen er det kl. 10, 11, 14, 17 og 19. Vær opmærksom på, at tiderne for turene ændrer sig under ramadanen.
Krav om påklædning
Når du besøger moskeen, er det vigtigt, at du er klædt korrekt på. Det betyder, at du ikke må have stramtsiddende tøj, korte ærmer, ærmeløse bluser og shorts på. Det gælder for begge køn. Derudover skal kvinder have dækket deres hår til.
Udover at du skal have løst og dækkende tøj på, skal du også være forberedt på at gå barfodet rundt. Påklædningen er noget, som de går meget op i i moskeen, og det bedste er derfor, at du kommer med en positiv holdning i forhold til at følge deres retningslinjer – også selvom de beder dig om at dække dig yderligere til.
Du bør altid huske et par solbriller, når du besøger moskeen. For mange giver det sig selv, når de alligevel vil gå med dem andre steder i byen, men det er særligt vigtigt på moskeens udeområder. Moskeen er bygget helt i hvidt marmor, og den stærke sol og de hvide materialer er fuldstændig blændende, hvis du ikke har solbriller på.
Sådan kommer du til Sheikh Zayed Mosque
Bor du i Abu Dhabi, er det nemt for dig at komme til moskeen i en taxa. Når du skal videre derfra, holder der masser af taxaer ude foran, som du kan tage. Er du i Dubai, bliver det selvfølgelig lidt mere besværligt, men eftersom der kun er 150 kilometer mellem de to byer, er det ikke noget, der skal afskrække dig.
Du kan selv leje en bil og køre de 150 kilometer frem og tilbage, hvis du har mod på det. Ellers kan du tage en bus til busstationen og derfra en taxa eller tage en taxa hele vejen. Taxachaufførerne er vant til at køre mellem Dubai og Abu Dhabi og har derfor ikke noget imod at køre en lidt længere tur. Det koster omkring 400 kroner per vej og tager cirka halvanden time, hvilket gør det muligt at gøre på en dag.
Åbningstider i moskeen
Moskeen har åbent for turister fra 9 til 22 lørdag til torsdag og 16:30 til 22 om fredagen. Der er typisk færrest turister i ugedagene midt på dagen, så hvis du vil undgå, at der er for mange andre, er det et godt tidspunkt at besøge Sheikh Zayed Mosque. På grund af sin størrelse skal der dog rigtig mange mennesker til, før stedet kommer til at føles overrendt.
Selvom moskeen har åbent hele dagen, kan det være en god ide, at du planlægger dit besøg om morgenen eller om aftenen, da det er køligere der. Det giver dig også mulighed for at tage billeder af moskeen i enten solopgangen eller solnedgangen.
Hvis du er i Abu Dhabi under ramadanen, skal du være opmærksom på, at der er ændrede åbningstider i den periode. Der er kun åbent fra 9 til 14 lørdag til torsdag, og der er helt lukket om fredagen i den periode.





