Overnatning i Aarhus – Du kan overnatte på en lang række forskellige måder i Aarhus. Det er lige fra hotellet inde i centrum til campingpladsen med den rolige beliggenhed ud til vandet.
Selvom Aarhus er Danmarks næststørste by, er der ikke langt til skov og strand fra den. Det giver dig mulighed for at bo på en lang række forskellige måder. Udover at kunne overnatte på hotel eller Bed and Breakfast kan du også bo på campingplads eller i sommerhus. Der er du tæt på naturen men alligevel ikke langt fra de muligheder, som byen byder på.
Hotel
Du kan finde hoteller i alle prisklasser i Aarhus. Dermed er det nemt for dig at finde et, lige meget hvad dit budget til opholdet er. Her kommer vi ind på et budgethotel og et luksuriøst hotel ud til Aarhus Bugt.
Cabinn Aarhus
I centrum af Aarhus ligger det hyggelige Cabinn Aarhus. Det er indrettet nærmest som et skib, så værelserne er små og nogle af dem med køjesenge. På trods af størrelsen er der dog plads til alt, dermed også eget badeværelse.
Prisen og den centrale beliggenhed lige ved Aarhus Å gør dette til et meget populært budgetvalg. Du kan vitterlig gå direkte fra restauranten eller diskoteket og direkte op på dit værelse. Dermed er det perfekt for dig, der gerne vil være inde i byen om aftenen også.
Helnan Marselis Hotel
Vil du bo lidt uden for byen og har du råd til et mere luksuriøst hotel, kan du vælge hotel Helnan Marselisborg. Det ligger cirka 10 minutters kørsel syd for centrum og er placeret lige ud til Aarhus Bugt.
Fra mange af værelserne er der udsigt til vandet. Har du ikke det, kan du nyde udsigten fra Restaurant Marselis, hvor du spiser morgenmad. Der kan du også nyde din aftensmad, hvis du gerne vil have en stille aften hjemme på hotellet.
Bed and Breakfast
Bed and Breakfast er en hyggelig måde at bo på. Det er ofte mindre steder; nogle gange bor du i et værelse hjemme hos værten. Typisk ligger stederne lidt uden for byen, hvilket giver dig gode parkeringsmuligheder og en rolig beliggenhed. De ligger dog typisk tæt på offentlig transport, hvilket gør, at du hurtigt kan komme ind til Aarhus midtby.
Risskov Bellevue Guesthouse
Dette er en klassisk Bed and Breakfast, der er blevet indrettet i et anneks til en villa. Du får eget værelse og badeværelse og en lille terrasse, hvor du kan sidde og grille. Hver morgen får du serveret en lækker morgenmad af værten.
Stedet ligger i den hyggelige Aarhus forstad Risskov. Der er ikke langt til hverken skov eller strand. Det gør det perfekt for dig, der gerne vil udforske området, du bor i. Der er dog ikke langt ind til Aarhus’ seværdigheder. Både bus og letbane stopper lige i nærheden, så du hurtigt kan komme derind.
Villa Provence
Ønsker du derimod et lidt mere luksuriøst Bed and Breakfast, der ligger i hjertet af Aarhus, kan du i stedet vælge Villa Provence. Det er egentlig et boutiquehotel, men størrelsen og den hyggelige atmosfære gør, at det på mange måder minder om et B&B.
Hele hotellet er skabt med et tydeligt fransk præg. Det gælder ikke bare for indretningen og den hyggelige brostensbelagte gårdhave, men også for maden, der bliver serveret. Hver morgen får du en lækker fransk inspireret morgenmad med for eksempel franske oste og pølser.
Camping
Er du til en mere primitiv livsstil, når du tager på ferie, kan du i stedet tage på camping. Der ligger flere gode campingpladser i nærheden af Aarhus. Der kommer du tæt på strand og natur og har samtidig byen lige rundt om hjørnet. Det gør det nemt at tage et par udflugter derind, hvor I kan finde seværdigheder for både børn og voksne.
Aarhus Camping
I Lisbjerg 8 kilometer nord for Aarhus finder du den hyggelige Aarhus Camping, der har åbent hele året. Som gæst på pladsen har du mulighed for at bruge den udendørspool, der er opvarmet fra juni til august. Derudover finder du også en TV-stue, minigolf, trådløst internet, en butik og et cafeteria, der serverer dansk mad.
På pladsen kan du bo på lige præcis den måde, som du ønsker. De har teltpladser og pladser til campingvogn og autocamper. Pladserne til autocamper har en særlig græsarmering, så camperne ikke synker i.
Har du ikke eget telt, campingvogn eller autocamper, kan du leje en hytte eller et villatelt. Både hytterne og teltene har plads til mellem to og seks personer.
DCU Camping Blommehaven
Cirka fem kilometer syd for Aarhus midtby i de smukke Marselisborg Skove ligger DCU Camping Blommehaven lige ud til Aarhus Bugt. Pladsen har egen badestrand, hvor I kan boltre jer uforstyrret. Når I skal have skyllet sand og saltvand ud af håret, kan I gøre det i de lækre familiebadeværelser. Ungerne kan gå i de særlige børnebadeværelser.
På pladsen kan du både bo i hytte, campingvogn og i telt. Pladsen er delt op i en øst og vest del, hvor du betaler mere for at bo i øst, der ligger helt ned til vandet, og lidt ekstra for en strandplads.
Sommerhus
Vil du bo med mulighed for selv at tilberede mad, have en have omkring huset, hvor du kan slappe af, en strand i nærheden og alligevel være tæt på Aarhus, kan du leje et sommerhus. Hele Aarhus Bugt er spækket med gode og børnevenlige sandstrande, hvorfra I kan hoppe i vandet, når vejret er godt. Det er for eksempel ved Egå og Skæring strand nord for byen og ved Ajstrup og Norsminde strand syd for byen.
Når det ikke lige er strandvejr, er det nemt for jer at komme ind til Aarhus, hvor I for eksempel kan gå på museum, gå i Den Gamle By eller gå i butikker.