Som dagpengemodtager er der rigtig mange regler at skulle forholde sig til, og i artiklen her nuancerer vi reglerne, når det kommer til at feriere, mens man er på dagpenge.
Det korte svar er: Ja, det er tilladt at tage på ferie, mens man er på dagpenge.
Dog skal man informere sin a-kasse og jobcentret om sin ferie, og dette skal ske mindst 14 dage, inden ferien starter.
Får man dagpenge, mens man er på ferie?
Man har ikke ret til dagpenge i sin ferieperiode.
Dog kan det være, at man via et tidligere arbejde har optjent feriepenge, som så kan udbetales i ens ferieperiode og dække ens manglende dagpengeindtægt.
Er dette ikke tilfældet, er der en chance for, at man har optjent retten til at få feriedagpenge, som vil kunne udbetales i perioden og dække den manglende indtægt fra almindelige dagpenge.
Ens a-kasse vil kunne fortælle en, hvorvidt man har ret til feriedagpenge eller ej.
Kan man ikke bare tage chancen?
Hvert år er der en række dagpengemodtagere, som lever livet på kanten og tager på ferie uden at informere hverken deres a-kasse eller jobcenter herom.
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt man kan dette, må svaret være: Går den, så går den.
Som dagpengemodtager kan man nemlig godt slippe afsted med at tage på ferie uden at orientere hverken a-kasse og jobcentret herom, så længe ingen af disse parter opdager, at man er på ferie.
Dog er det ikke ligefrem en praksis, vi anbefaler, da de potentielle konsekvenser ved at blive opdaget i at misligholde sine forpligtelser som dagpengemodtager kan være fatale.
Sagt på en anden måde kan man, hvis man er rigtig uheldig, miste sin ret til fortsat at få dagpenge, hvis man bliver taget i at holde ferie uden at have fået tilladelse til dette.
Derfor er vores entydige råd til alle og enhver: Lad være med at tage chancen.