Ebeltoft seværdigheder – Den lille østjyske by byder på overraskende mange seværdigheder i forhold til sin størrelse. Det er blandt andet det store sejlskib Fregatten Jylland, Siamesisk Samling, Glasmuseet og gode dyre- og naturoplevelser lige i nærheden.
Ebeltoft er en hyggelig lille by med lige knap 8000 indbyggere. Den blev grundlagt allerede i 1200-tallet, hvilket gør, at den har en hyggelig gammel bykerne, hvor der er gode muligheder for at slentre rundt og se de smukke huse.
På grund af de mange seværdigheder og lækre strande i området bliver antallet af indbyggere i byen næsten fordoblet i sommerperioden.
Fregatten Jylland
Sejlskibet Fregatten Jylland er nok særligt kendt for at have deltaget i slaget om Helgoland i maj 1864 som den del af den 2. Slesvigske Krig. Selvom Danmark vandt en overlegen sejr til søs, var det ikke nok til at undgå det store nederlag, der gjorde, at landet mistede Slesvig og Holsten.
I dag er skibet et museum, hvor det er muligt at komme ombord og finde ud af, hvordan det var at leve ombord på et sejlskib. Det er et spændende besøg for både børn og voksne.
Museum Østjylland – Siamesisk Samling, Ebeltoft Rådhus og Farvergården
Museum Østjylland har afdelinger i både Ebeltoft, Randers og Grenaa. På de tre afdelinger i Ebeltoft kan du opleve henholdsvis den Siamesiske Samling, det gamle Ebeltoft Rådhus og Farvergården. Der er gratis indgang alle tre steder.
Siamesisk Samling
I Siamesisk Samling kan du opleve udstoppede dyr og artefakter fra det daværende Siam, det nuværende Thailand. Det er Rasmus Havemøller, der i en årrække fra 1914 til 1933 boede i landet, der har nedlagt dyrene og bragt genstandene med hjem til Danmark.
I 1940 åbnede han et museum, og siden er der ikke blevet gjort noget ved udstillingen. Er du interesseret i, hvordan man tidligere indrettede museer, kan du også få en ide om det her. Der er også løbende skiftende udstillinger, for eksempel har der for nylig været en udstilling om turismen i Ebeltoft gennem 100 år.
Ebeltoft Rådhus
Midt i den gamle bydel i Ebeltoft ligger det gamle rådhus, der blev bygget i 1789. Det er en lillebitte bygning, der i dag fungerer som museum, hvor det blandt andet er muligt at se fangekælderen, der er indrettet, som den så ud dengang.
Har du lyst til at blive gift, mens du er i Ebeltoft, er det muligt at blive det på det lille hyggelige rådhus. Hvert år bliver cirka 500 par gift i de smukke historiske rammer.
Farvergården
Farvergården ligger også i den gamle bydel i Ebeltoft. Den ser stort set ud, som den gjorde for 100 år siden, da det var farveren og hans familie, der boede der. Derfor kan du i dag få et godt indblik i, hvordan livet har været dengang. Det er både i forhold til, hvordan det har været at arbejde som farver, og hvordan livet har formet sig for hele familien.
Glasmuseet Ebeltoft
På Glasmuseet i Ebeltoft kan du se en lang række forskellige former for glaskunst. Deres udstillinger skifter løbende, så har du tidligere besøgt museet, vil der derfor helt sikkert stadig være noget for dig, der er værd at se.
Udstillingerne kan tage udgangspunkt i en lang række forskellige temaer og emner. I skrivende stund (januar 2019) kan du opleve en udstilling med fokus på blåt glas, en afgangsudstilling for glaslinjen på Designskolen på Bornholm og en udstilling af den russiske glaskunster Maria Koshenkova. Hun er meget inspireret af den japanske form for bondage, Shibari, og har derfor skabt en udstilling med glas i forskellige former, der er ophængt i reb.
Lækre strande
Kommer du til Ebeltoft om sommeren, har du gode muligheder for det lige uden for byen. Ebeltoft ligger nemlig ikke langt fra en række lækre strande. Nord for byen ligger Vibæk, Boeslum og Egsmark Strande, der byder på nem og bekvem badning ikke langt fra vejen. Syd for byen ligger Ahl og Øer Strand, hvor du kommer lidt længere væk fra det travle byliv.
Ree Park Ebeltoft Safari
Hvis du altid har drømt om at tage på safari, er det bestemt også muligt, når du besøger Ebeltoft – kun 11 kilometer fra byen. Der kan du opleve en lang række forskellige dyr som giraffer, strudse, næsehorn og gnuer. Du kan komme på en tur i en traditionel safarijeep, hvor du kører inde mellem dyrene.
Er du mere til de dyr, der lever i Nordamerika, kan du i stedet tage toget Amerika Expressen. Der kører du forbi bjørne, bisoner og ulve. Eller måske vil du hellere prøve at ride på en kamel? Det kan du gøre i området, der har tema som Gobiørkenen.
Skandinavisk Dyrepark
20 kilometer fra Ebeltoft ligger Skandinavisk Dyrepark, der giver nogle lige så spændende dyreoplevelser som i Ree Park, bare med nogle noget anderledes dyr. I parken kan du nemlig opleve de dyr, der er hjemmehørende her i Skandinavien. Det er for eksempel isbjørne, brune bjørne, ulve, ræve, vildsvin, vilde heste og moskusokser.
Ovenstående er ikke lige dyr, som du kan komme tæt på. Parken har for eksempel også hjorte og geder, som du må gå og fodre med mad købt ved indgangen. De store dyr må du nøjes med at se blive fodret på afstand, men der vil være rigeligt med information om dem undervejs.
Nationalpark Molsbjerge
Ikke langt fra Ebeltoft ligger noget af Danmarks mest spektakulære natur: Molsbjerge. Der er jo egentlig ikke så meget tale om bjerge, som der er om bakker. I et fladt land som Danmark er det dog nemt at se langt, når du står på toppen af en af dem. Den gode udsigt vil være alle strabadserne ved at nå toppen værd.
Molsbjerge byder på et væld af naturoplevelser, og der er dermed noget fra alle. Både for dig, der er til en rolig gåtur, og for dig, der er til lidt mere adventure. Der er for eksempel gode muligheder for både at komme ud at vandre, løbe og cykle i parken.