Bowling i Aarhus – Kan du godt lide at bowle, har du god mulighed for at gøre det, når du er i Aarhus. De har to store bowlinghaller, hvor du kan se, om du kan få væltet keglerne. Der bliver serveret lækker mad begge steder og afholdt forskellige former for arrangementer.
Når du er i Aarhus, kan det være hyggeligt at lave noget andet end at tage ud at se på seværdigheder hele tiden. En god aktivitet at lave sammen som familie eller venner er at tage ud at bowle. Aarhus byder på hele to store bowlingcentre, hvor I kan bowle og nyde lækker mad. De har begge to forskellige former for tilbud, hvilket gør, at det er en god ide for dig at tjekke deres hjemmesiden, inden du booker en bane.
Aarhus Bowlinghal
Aarhus Bowlinghal ligger på Eckersberggade i det centrale Aarhus. Der har de mange forskellige aktiviteter, tilbud og tiltag, så du nemt kan finde det, der passer til dig.
Du kan selvfølgelig booke en bane i en time eller længere, alt efter hvor længe du har lyst til at spille. Banepriserne varierer alt efter, hvilken dag du spiller, og hvornår på dagen du spiller. Priserne varierer alt efter, om du spiller før kl. 15, før kl. 17, efter kl. 17 og efter kl. 21. De højeste priser finder du fredag og lørdag efter kl. 21, mens du finder de laveste priser mandag til torsdag før 17.
Udover leje af selve banen skal du også betale 15 kroner for skoleje per person og betale 10 kroner, hvis du vil have et udskrift af resultaterne fra jeres bane.
Særlige tilbud i Aarhus Bowlinghal
Der er dog flere muligheder for, at du kan få et godt tilbud, når du spiller i Aarhus Bowlinghal. Hvis du er studerende, skal du ikke betale for leje af sko, når du spiller før kl. 17 mandag til torsdag. Dermed sparer du 15 kroner.
Derudover er der også en række arrangementer, der giver jer gode rabatter. Det er for eksempel, hvis I gerne vil bowle på Blå Mandag. Der kan I få lov at leje banen i en time for kun 105 kroner per person. Derudover får I også en burger og pommes frites. I skal dog stadig betale for skoleje.
Et andet godt tilbud er i skolernes ferier, hvor I kan komme ud at bowle for 115 kroner per person plus skoleje. Med i prisen er noget at drikke, en burger og pommes frites. Tilbuddet gælder, så længe du bowler i hverdagene indtil klokken 17 i vinterferien, påskeferien, efterårsferien og juleferien.
Rød kegle og hyggelige arrangementer
Hver 14. dag afholder Aarhus Bowlinghal en firmaturnering, hvor medarbejderne i dit firma har mulighed for at dyste mod dem i andre firmaer. Det giver et rigtig godt fællesskab i virksomheden, når I sammen skal kæmpe om at slå de andre. Der bliver spillet på mandage, typisk hver 14 dag, og turneringerne starter i oktober. Derefter kan dit firma tilmelde sig så mange eller få gange, som I ønsker.
Et andet hyggeligt arrangement, som du finder hos Aarhus Bowlinghal, er Powerbowling. Det finder sted fredag og lørdag aften, hvor der er lysshow og god musik. Der er en rød kegle med i spillet, og når den står forrest, og du vælter den, vinder du en runde shots. Om torsdagen kan du også spille powerbowling om aftenen. Der får du en kande øl med i købet.
Spis lækker amerikansk mad, når du har bowlet
Skal I fejre noget, eller vil I gerne have noget lækkert at spise i forbindelse med, at I har været ude at bowle, kan I hos Aarhus Bowlinghal spise lækker amerikansk mad. I kan vælge deres tilbud om Roast’n’Bowl, hvor I får en oksesteg, råstegte kartofler, whiskysovs og salat. Dertil kan I tilkøbe rejecocktail og isdessert.
I kan også vælge at gå ombord i bowlinghallens store amerikanske buffet, hvor du blandt andet finder pulled pork, rødvinsmarineret kam, Texas roastbeef, flødekartofler, majskolber med smør, løgringe og bearnaisesovs.
Bowl’n’Fun Aarhus
Det andet bowlingcenter i Aarhus hedder Bowl’n’Fun og ligger på Skanderborgvej i Viby lidt uden for Aarhus. Det er dog nemt at komme dertil med offentlig transport, og du kan ofte nemmere finde en parkeringsplads til bilen end inde i midtbyen.
Centeret har deres egen restaurant, The Grill, hvor de serverer en lækker grillbuffet og i weekenderne også en stor brunchbuffet.
Priserne på en times bowling varierer også her efter, hvornår på dagen og hvilken dag du skal ud at bowle. Der bliver set på, om det er før eller efter 16, og om det er skoleferie. Det billigste er at bowle mandag til torsdag, der er prisen den samme både før og efter 16. Det dyreste er at bowle i skolernes ferier og på helligdage efter kl. 16.
Du kan vælge en særlig præmiepakke, når du bowler. Det er også med til at gøre prisen lidt højere. Der får du en gaveæske med tre medaljer, en statuette, en udskrift og en flaske bobler. Dermed er der god mulighed for at fejre vinderen.
Særlige tilbud i Bowl’n’Fun Aarhus
Hos Bowl’n’Fun Aarhus er der også gode tilbud for dig, der skal afholde Blå Mandag. Der får I en times bowling og en lækker grillbuffet, der er skabt specielt til Blå Mandag. Til slut får I en lækker isdessert. Det er perfekt til at skabe en hyggelig dag for jer alle sammen.
Vil du fejre din fødselsdag med masser af bowling, er der også gode muligheder for at gøre det. Du kan vælge mellem fire forskellige pakker:
- Et grineren party, hvor du får en times bowling, minipizzaer med pommes frites, en slush ice og en gave til dig, der har fødselsdag
- Et smovse party, hvor du får en times bowling, en burger og 5 nuggets eller en minipizza med pommes frites, en lille slush ice, ta’ selv softice og selvfølgelig også en gave
- Et amok party, hvor du får en times bowling, burger eller pizza, slush ice og softice ad libitum, en skattejagt og en gave til fødselaren
- Extreme pakken, hvor du får en times bowling, brunchbuffet, slush ice og softice ad libitum, skattejagt og en gave.